Caféborde, gadekunstnere og den nyeste efterårsmode i gaderne. Stemningen er sat, når Randers Storcenter i næste uge lader drømmen om en shoppingtur til storbyen gå i opfyldelse.
Fra tirsdag d. 20. september til søndag d. 2. oktober vil hele centeret emme af Paris og Montmartre og syde af liv med forskellige aktiviteter.
Som kronen på værket vil en kopi af Eiffeltårnet rejse sig over Centertorvet, så ingen gæster kan være i tvivl om, hvilken by de er landet i. På torvet er der kunstudstilling med de kendtes værker fra Randersugen, som bliver solgt til fordel for UNICEF By Randers. Lørdag den 24. og søndag den 25. september vil du vil også kunne møde de lokale kunstnere Hanne Koch, Vivi Bendixen og Kiss Jönsson samt portrættegneren June Alison på Centertorvet.
Søndag den 25. september
Søndag er der ekstra kræs for modefreaks og andre forfængelige. Den provokerende designer og forfatter Jim Lyngvild, der blandt andet er kendt fra tv, holder nemlig foredrag på torvet om modens hemmeligheder. Det sker fra kl. 14.30. Herefter er der gratis kaffe og franske vafler på Centertorvet.