Særlige begivenheder kræver en hel del mere af garderoben end hverdagen, og hvad er skønnere end at forny sig op til de to vidunderlige fester i slutningen af året; julen og nytårsaften? Men hvad nu, hvis man har det som mange andre, især kvinder, der har svært ved at finde det rigtige tøj i skabet? Det bugner af muligheder i skabet, men der er ikke rigtig noget, man har lyst til. Det bugner også i butikkerne, men det er svært at finde det helt rigtige.
Hvis man er klar til et opgør med usikkerheden foran spejlet, er der hjælp at hente. Mette Bülow Johansen, der er salgsassistent, makeup-artist og stylist i Rafinik i Randers Storcenter, giver her et par tips til, hvordan man kommer i gang. Det handler nemlig om at finde sin egen stil, som altid holder – både til hverdag og fest, til sommer og vinter, til jul og til nytår.
- Man skal tænke på, at tøjet er et udtryksmiddel til omverdenen. Hvad vil man udtrykke i forskellige situationer? Det er også en god ide at variere sit udtryk, fortæller Mette Bülow Johansen.
Første del i processen er at finde frem til, hvem man er som person. Om man er en klassisk pige til en sikker og traditionel stil, en sporty type til flade sko og fart over feltet eller om man kan lide at skille sig ud med farver og utraditionelle sammensætninger.
Det næste, der er vigtigt, er at finde frem til hvilke farver og snit, der klæder en bedst.
- Vi er alle bygget forskelligt og har alle nogle ”gode” punkter, vi ønsker at fremhæve, og nogle ”knapt-så-gode”, vi gerne vil skjule eller mindske. Hvad er dine gode og knapt-så-gode punkter? Når du ved det, så kan du også få hjælp til at finde noget tøj, der fremhæver de gode punkter og skjuler de andre, siger Mette Bülow Johansen.
Det med at spørge om hjælp er en rigtig god ting, hvis man er det mindste usikker på sin egen stil, eller hvis man bare ikke kan overskue udvalget i butikken.
- Vi vejleder og hjælper alle vores kunder med at finde tøjet til enhver anledning. Vi har mange gode ideer til at sætte tøjet sammen på forskellige måder, siger Mette Bülow.
De færreste vil skifte garderoben ud på en gang, så det handler også om at se nye kombinationsmuligheder. - Selv den simpleste kjole kan piftes op til noget særligt med det rette tilbehør som bælter og tørklæder, foreslår Mette Bülow.
Ud over de gode råd, kan man bestille en hel makeover i Rafinik, hvor Mette Bülow Johansen styler kunden fra bunden af og finder frem til den rette tøjstil og makeup.
- Juleaften må godt være elegant og stilfuld med et tvist af hygge og afslappethed. Skal der være fest og ballade nytårsaften, så tilsæt lidt glimmer og gå gerne efter noget, der er lidt mere udfordrende.
| Tilbage |